Før jeg overhovedet kendte til teorier bag beskæftigelse, motivation, læring og entrepreneurship, havde jeg allerede luret, hvad det var, der virkede, når jeg arbejdede med mennesker.
Men det var først, da jeg begyndte at arbejde som ekstern konsulent på Aarhus Universitet, at jeg fandt ud af, at der i 2001 var en forsker Saras Sarasvathy, der havde skrevet en ph.d.-afhandling om, hvordan de 30 mest succesfulde iværksættere i USA havde formået at drive deres virksomheder til det, de var i dag.
Saras Sarasvathy kortlagde to forskellige strategier til at få ting til at ske. Den ene er en måldrevet tilgang til det at få ting til at ske. Det ville være den studerende, der fx forestiller sig, at hun vil arbejde som konsulent, når hun bliver færdig med sin uddannelse, og efterfølgende begynder at kortlægge vejen til at kunne opnå dette mål. Det forudsætter dog, at vi har fuld kontrol over fremtiden. Men det har vi ikke – og slet ikke, når det handler om at skabe sig selv et arbejdsliv og opnå et job, når man som studerende dimitterer fra sin uddannelse.
Saras Sarasvathy fandt i sin afhandling frem til, at de 30 mest succesfulde iværksættere i USA anvendte en helt anden tilgang, idet disse iværksættere ikke på forhånd vidste, hvad de ville eller kunne gå efter. Deres muligheder var ikke på forhånd defineret. Disse iværksættere flyttede fokus væk fra målet ude i fremtiden og hen på de midler, de havde til rådighed her og nu. De brugte således deres kompetencer, viden og de mennesker, de kendte til at finde ud af, hvad de kunne bringe i spil og hvordan.
Filosofien bag Saras´ teori er, at vi er nødt til at basere vore handlinger på de midler, vi har – altså det menneske vi er, det vi ved noget om og med hjælp fra dem, som vi kender. Det er den måde, at vi får ting til at ske og finder ud af, hvad der er muligt at manifestere. Derfor vil en lille bitte forandrende handling være med til at give viden om, hvad der kunne være næste bedste skridt, som vi foretager. Vi ved ikke, hvad der er muligt. Derfor er vi nødt til at prøve os frem og undersøge, hvad der er muligt for os.
Det lærer de studerende på Sandbox. De tænker ikke, hvad de kan gøre, når de engang bliver færdige med deres uddannelse. De undersøger allerede, mens de studerer, hvad der er muligt – og hvad de kan gå efter. Og de sætter de handlinger i gang, som kan være med til at kvalificere deres muligheder både nu – og når de bliver færdige med uddannelsen. Således er der flere, der får job, allerede mens de studerer.